Immanuel Kant

Immanuel Kant Vestlig filosofi Oplysningstiden
Personlig information
Født	22. april 1724 Königsberg
Død	12. februar 1804 (79 år) Königsberg
Gravsted	Königsbergs Domkirke
Bopæl	Königsberg
Far	Johann Georg Kant
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Albertus-Universität Königsberg
Elev af	Johann Gottfried Teske, Martin Knutzen
Medlem af	Det Preussiske Videnskabsakademi, Ruslands Videnskabsakademi
Beskæftigelse	Pædagog, universitetslærer, fysiker, matematiker, bibliotekar, skribent, antropolog, filosof
Fagområde	Epistemologi, metafysik, etik, æstetik
Arbejdsgiver	Albertus-Universität Königsberg
Elever	Johann Gottlieb Fichte, Jacob Sigismund Beck, Marcus Herz, Christian Jakob Kraus
Kendte værker	Kritik af dømmekraften, Sædernes metafysik, Religionen inden for den blotte fornufts grænser, Grundlæggelse af sædernes metafysik, Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik med flere
Skole/tradition	Oplysningsfilosofi og grundlægger af Kantianisme
Påvirket af	Hume, Locke, Descartes
Har påvirket	Husserl, Rawls, Nozick, Wittgenstein, Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche, Marx, Sartre, Heidegger, Hegel, Foucault, Jung, Hans Vaihinger
Betydningsfulde idéer	Det kategoriske imperativ, syntetisk a priori, transcendental idealisme
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Immanuel Kant

Titelsiden på Kritik af den rene fornuft fra 1781

Statue af Immanuel Kant i Kaliningrad, Rusland

Tysk frimærke, 1974, der fejrede det 250-årige jubilæum af Kants fødsel

Immanuel Kant (født 22. april 1724, død 12. februar 1804) var en tysk filosof. Kant er berømt for det "kategoriske imperativ", der er et forsøg på at opstille en almengyldig etisk regel på baggrund af fornuften. Og hans opdeling af verden i "tingen for os" og "tingen i sig selv".

Biografi

Kant blev født den 22. april 1724 i et hjem stærkt præget af arbejde og pligt. Hele sit liv levede og virkede han ved universitetet i Königsberg, det nuværende Kaliningrad. Hans far var sadelmager. Kant var åndeligt påvirket af sin moder, som han har fortalt om:

„

Aldrig vil jeg glemme min moder, thi hun såede og gav næring til det godes kim i mig; hun åbnede mit hjerte for naturens indtryk; hun bragte mine begreber til love og udvidede dem og hendes undervisning har haft en stadig velgørende indflydelse på mit liv.

“

Han voksede op i fattige kår men fik adgang til de højere uddannelsesinstitutioner takket være en åbenlys begavelse. Han beskrives oftest som yderst arbejdsom og beskrives af Justus Hartnack som "sygeligt præcis" og en "arbejdsmaskine". Han begyndte sine studier på universitetet i en alder af 16, hvor han især blev påvirket af Martin Knutzen, en ung professor i logik og metafysik, der fik Kants interesse for filosofi, naturvidenskab og matematik til at spire. Han afsluttede sine studier seks år senere i en alder af 22 og blev huslærer.

I 1755 udgav han Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels og vendte samme år tilbage til universitetet, hvor han ofte forelæste 20 timer om ugen. I 1770 blev han professor i matematik. Han havde fået to andre tilbud om professorat – et fra universitetet i Jena, og et fra universitetet i Erlangen. Kant blev i Königsberg. Det virker underligt, at en så begavet mand som Kant ønskede at blive på et af de lavest rangerede universiteter i Tyskland, men han ønskede ikke at flytte og undgik generelt enhver forandring af sin hverdag. Kants tilværelse er berømt for det absolutte fravær af dramatiske eller spektakulære begivenheder. Han førte et ualmindeligt regelbundent liv. Af ånd var han utvivlsomt en gigant, men af fysik ganske skrøbelig, og hans ensformige hverdag står i stærk kontrast til hans revolutionerende tænkning, hvor intet var for stort.

Ved universitetet underviste han i utrolig mange fag på en gang: praktisk filosofi, teologi, pædagogik, geografi, logik, matematik og metafysik.

Selv om der måske ikke kan fortælles mange historier om Kants liv, har hans indflydelse på filosofien været kolossal, og hans værker læses og kommenteres flittigt ikke blot som historiske kuriositeter men som vægtige gennemgange af relevante problemstillinger i forhold til menneskets tænkning.

Hans to største værker er Kritik af den rene fornuft og Kritik af den praktiske fornuft. De to mindre bøger Prolegomena og Grundlæggelse af moralens metafysik giver en lettere indføring. At Kant kalder sidstnævnte en bog for den jævne forstand, kan dog virke lidt komisk, da tilegnelsen af hans filosofi for de fleste nok vil kræve, at de læser en introduktion først.

Erkendelsesteori

Kant betragtes af mange som en af de største filosoffer. Især pga. hans erkendelsesteori. Kants filosofi kan ses som et meget dybtgående svar på David Humes skepticisme, som nok ville have forbavset Hume.

Kant har selv udtalt, at han tænkte over de erkendelsesteoretiske problemer i 12 år, før han skrev dem ned i løbet af få måneder.

Den transcendentale æstetik

Et af Kants erkendelsesteoretiske hovedsynspunkter var, at erkendelsen ikke rettede sig efter objekterne, men at objekterne rettede sig efter erkendelsen. Mennesket er altså ikke blot en passiv modtager af sanseindtryk, en tabula rasa, men erkender verden med både sanserne og forstanden. En anden måde at sige det på er: Vi ser verden som fænomener, altså som den er givet for os (Das ding für uns), hvorimod verden i sig selv (Das ding an sich) altid vil være uerkendt af os.

Tingene i sig selv (Dinge an sich) er virkeligheden i sig selv, som den er udenfor vores erkendelse, og altså uerkendelig, da vi ikke kan erkende udenfor vores erkendelse. For os mennesker er der kun tingene for os (Dinge für uns), det vil sige den måde tingene i sig selv fremtræder for os. Den fysiske virkelighed fremtræder for os i tid og rum, det vil sige igennem et medium (vore erkendelsesformer). Tid og rum kalder Kant for a priori anskuelsesformer. A priori, er det vi ved forud for erfaringen. Modsat arbejder Kant også med begrebet a posteriori, som er det man ved ud fra erfaringen. Både matematiske sætninger og tid-rum begreberne er a priori gyldige for enhver erfaring, men dybest set udgør de blot formen for vore erfaringer.

Kant mener altså, at erkendelse forbinder sig med genstande umiddelbart via anskuelsen, hvor al tænkning så retter sig mod anskuelsen som et middel. Genstande bliver givet os, hvorefter vi udvikler forestillinger alt efter måden, genstanden gives os på (hvilket Kant kalder sansning). Genstandene bliver så tænkt ved hjælp af forstanden, hvorfra begreberne stammer. Kant tager afstand fra Descartes, når han hævder, at tænkning må relateres til sansningen (anskuelsen). Vi erkender altså verden både gennem vores fornuft og vores sanser. Kant skelner altså mellem erkendelsens form og erkendelsens indhold.

Af vigtighed for hans erkendelsesteori, udover a priori og a posteriori erkendelser, er analytiske domme og syntetiske domme. I de analytiske domme er prædikatet indeholdt i subjektet (prædikatet B har skjult sig i begrebet A). I de syntetiske domme står prædikatet udenfor begrebet (prædikatet B står udenfor begrebet A), hvorimod der er en forbindelse imellem dem. Netop på grund af at prædikatet er indeholdt i begrebet, vil man kunne fastlægge sandhedsværdien af en analytisk dom gennem analyse af begrebet (deraf navnet). Ved en syntetisk dom kan man derimod ikke afgøre sandhedsværdien ved en analyse af de begreber, som indgår i dommen (da prædikaterne jo netop ikke er indeholdt i begreberne). Af denne grund kan man også kalde de analytiske domme for klarifikationsdomme, og de syntetiske for ekspansionsdomme.

Kant opstiller fire former for domme: analytiske a priori domme, analytiske a posteriori domme, syntetiske a posteriori domme og syntetiske a priori domme. Specielt (syntetiske a priori domme) var af stor vigtighed for Kant, da han uden denne domsform ikke ville kunne undgå at ende i skepticisme, hvad han ikke kunne acceptere. Hovedopgaven for ham i Kritik af den rene fornuft var derfor netop at påvise, hvordan syntetiske a priori domme er mulige.

Den transcendentale logik

Uddybende artikel: Den transcendentale logik

Hvor Kant isolerede sansningen i den transcendentale æstetik for at lave en undersøgelse af den, isolerer han forstanden i den transcendentale logik for at kunne fremhæve den del af erkendelsens tænkning, der udelukkende har sin grund i forstanden. I den transcendentale analytik, som er den første afdeling i den transcendentale logik i Kritik af den rene fornuft, skriver han, at for at noget kan være erkendt, må man kunne udsige noget om det. Man må med andre ord kunne fælde en dom om det, f.eks. 'himlen er blå'; uden dette kan der ikke være tale om erkendelse, da ingen uden disse begreber kunne anskue det som en blå himmel. Vi erkender altså gennem begreber, og Kant forsøger at finde frem til dem, der er nødvendige betingelser for overhovedet at kunne fælde domme. Så hvor han i den transcendentale æstetik fandt de nødvendige betingelser for at kunne anskue, så undersøger han i den transcendentale analytik at finde de nødvendige betingelser for at kunne erkende. Hermed opstiller han forstandens funktioner samt de tolv forstandskategorier muligvis den mest kritiserede del af hans filosofi.

Undersøgelsen om at finde disse begreber, der er nødvendige betingelser for overhovedet at kunne erkende noget, bliver inddelt i to forskellige undersøgelser: den metafysiske deduktion, hvor han metodisk undersøger hvilke kategorier, der findes, og den transcendentale deduktion hvor han forsøger at godtgøre kategoriernes gyldighed.

Under den metafysiske deduktion undersøger Kant hvilke begreber, der findes. Han undersøger altså begreber i forskellige slags domme – om det så end er 'himlen er blå' eller 'alle legemer har tyngde' – og finder frem til hvilke begreber, der er en nødvendig betingelse for at kunne fælde disse domme. Det er her, han finder frem til forstandskategorierne, som også kan kaldes de rene forstandsbegreber, da de er ublandede og ikke kan udledes af noget andet. De er betingelsen for enhver dom.

Under afsnittet den transcendentale deduktion bliver vi præsenteret for begrebet den transcendentale apperception, som er et meget vigtigt begreb for deduktionen. Udtrykket betegner, at al erkendelse er betinget af, at man sammenfatter det mangefold, som vi modtager gennem anskuelsen, til et enkelt. Uden denne sammenfatning af mangefoldet ville vi umuligt kunne erkende noget (Kant kalder det syntese), men syntesen er ikke noget, der selv kan erkendes, da den er en betingelse for erkendelsen, og derfor er den transcendental.

Den transcendentale dialektik

Uddybende artikler: Transcendentale illusioner og Antinomierne

Under den transcendentale dialektik forsøger Kant at finde frem til de tidspunkter, hvor vi bruger vores erkendelse på måder, vi ikke har ret til, altså hvor vi overskrider, hvad vores erkendelse er i stand til. Han kaldte disse transcendentale illusioner og mente, at de var en uundgåelig del af menneskesindet, da vi altid vil forsøge at overskride grænserne for vores egen erkendelse:

„

En transcendental illusion kan ikke undgås, så lidt som man kan undgå, at havet synes at ligge højere oppe i midten end ved bredden på grund af, at vi ser havets midte ved hjælp af lysstråler, der ligger højere end de, der kommer fra bredden, eller, endnu bedre, så lidt som selv astronomen kan undgå, at månen ser større ud, når den stiger op, selvom han ikke lader sig bedrage af denne illusion.

“

Vi ville f.eks. aldrig kunne undgå, at en gren ser knækket ud, når vi stikker den ned i vandet, da den vil spejle sig i overfladen, eller at et hus ser mindre ud, når vi er længere væk, selv om det ikke er mindre. Det forekommer kun sådan for os og vil altid gøre det, hvilket er grunden til, at de transcendentale illusioner er en del af vores natur. Men ved at erkende dem, kan vi overskride dem, ligesom vi godt ved, at en gren ikke er knækket, når vi stikker den i vandet. Dette er, hvad Kant forsøger med den transcendentale dialektik.

Især angriber han i dette afsnit antinomierne. Antinomiernes problem var af stor betydning for Kants filosofi, da de fik fornuften i konflikt med sig selv og derved kunne så tvivl om fornuftens evne til at erkende verden. Altså en fare for at ende i skepticisme. Kant mente, at antinomiernes problemer skyldtes, at fornuften havde overskredet sine grænser for sin egen formåen, hvilket var årsagen til, at han netop ville klargøre, hvad fornuften formåede, og hvad den ikke formåede. Antinomierne bygger alle på den antagelse, at har man noget, der er betinget, så må alt, der betinger det, givetvis eksistere. De antager med andre ord den begrebslogiske sandhed, at der ikke er noget betinget, uden at det er betinget af noget andet. Kant benægter, at vi har ret til at udtrykke denne dom og hævder, at vi her fremfører en transcendental illusion.

Kant mente nemlig, at metafysik ikke var muligt, da den angår tingene i sig selv, hvilket vi aldrig kan erkende. Han mente ikke, at antinomierne var udtryk for reel erkendelse, da de forudsætter, at det er muligt at tale om verden uafhængigt af subjektet.

Moralfilosofi

Moralloven

Kant mener, at det er en persons motiv med handlingen, og ikke handlingens faktiske udfald, der afgør handlingens moralske værdi. Hvis en person handler af ren egeninteresse, men at handlingen derimod ender med at gøre noget godt for alle mennesker, da har hans handlinger ikke nogen moralsk værdi. Hvis en anden person, derimod, handler ud fra ønsket om at hjælpe andre, men at hans handlinger ender med at skade andre mennesker, så har denne persons handlinger moralsk værdi, da hans motiv uanset konsekvenserne var at handle godt – og dette gør ham til et moralsk væsen; eller som Kant siger det: Intet andet er godt end den gode vilje, og den gode vilje er udelukkende god på grund af sin villen.

Kriteriet på det moralsk rigtige motiv anser han for at være, om det er i overensstemmelse med moralloven. Morralloven må være a priori, da den skal være universel og almengyldig, og det er kun a priori, der nødvendigt kan være universel altså en universel lov, der gælder for alle. Erfaringen vil aldrig kunne give os almengyldighed, som også beskrevet i hans erkendelsesteori, og derfor vil vi ikke finde kriteriet på det moralsk rigtige motiv gennem det empiriske. Moralloven er altså en a priorisk lov, der stammer fra os selv og derved intet indhold har samtidig med, at den er almengyldig. Hvad, den kræver, er, at man altid handler ud fra det princip, at man gerne ville have, at ens handling blev en almen lov. Når moralloven er indholdsløs, kan den også kaldes formal, og som tidligere angivet indeholder den altså intet om hvilken handling, der er rigtig i hvilken situation, men den siger udelukkende at ligegyldigt i hvilken situation, man handler og lige gyldigt hvilken handling, man udfører, da må man ville, at denne handling skulle være en almen lov. Dette er formuleret således i et af Kants mest berømte citater:

„

Handl sådan, at din viljes grundsætning til enhver tid tillige kan gælde som princip for almen lovgivning.

“

Hvis man udfører en handling, der udfører godt, fordi man føler, at dette er det rigtige, er dette et empirisk motiv (hvilket Kant kalder "Neigung") og ikke en moralsk handling, da man kun handler ud fra hvad man føler er sandt, ikke ud fra erkendelsen af, at moralloven kræver denne handling. Det er et a posteriori og ikke a priori motiv. Man behøver dog ikke at forkaste en empirisk motiveret handling, da man netop godt kan vurdere den positivt, da den kan medføre godt i verden, men man ville aldrig kunne kalde den moralsk. Nogle ville muligvis indvende, at hvis man erkender, at ens handlinger må stemme overens med moralloven, da føler man at dette er rigtigt, hvor Kant ville svare, at det netop ikke handler om at have et ønske for moralloven, men en agtelse for den. Man handler altså ikke af pligt, selvom man handler af næstekærlighed, men blot i overensstemmelse med pligten.

Det kategoriske imperativ

Uddybende artikel: Det kategoriske imperativ

Moralloven har ligeledes form af et imperativ, og Kant skelner mellem to forskellige – det hypotetiske imperativ og det kategoriske imperativ. Det hypotetiske imperativ er betinget af et givet formål, altså hvis man vil opnå et bestemt resultat (hvilket kunne være et bedre samfund), så er der visse handlinger, man må udføre, før dette kan blive en realitet. Man kan muligvis forstå det hypotetiske imperativ, som en opskrift rettet mod et bestemt udfald. De kategoriske imperativer er derimod ikke betinget af noget mål (altså helt ubetingede), og det er også dette imperativ, der er moralens imperativ, da det ikke indeholder noget empirisk (f.eks. et ønske om at opnå et bestemt formål), men er udelukkende udtryk for et krav, der skal opfyldes, uanset hvad man føler om det. Det kategoriske imperativ formulerer Kant på flere måder. Én af hans mest berømte formuleringer er:

„

Handl således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål.

“

Kant ser nemlig den gode vilje som den autonome vilje, i modsætning til den heteronome vilje, da den gode vilje udelukkende bestemmer sig selv og derved kan betegnes som autonom. Den gode vilje er nemlig den, der bestemmes af moralloven, og når moralloven er en a priori fornuftslov, da handler den gode vilje udelukkende efter sig selv og tilføjer intet indhold til dette (den handler a priori og ikke a posteriori). Vi kan som fornuftsvæsner, og kun som fornuftsvæsner, være vores egne lovgivere; derved er vi aldrig et middel (da vi er en person), men altid et mål i os selv. Således er alle personer formål i sig selv.

Indflydelse

Under hans levetid var der megen opmærksomhed omkring hans tanker, omend meget af det af kritisk art, selvom han blev set positivt på af Reinhold, Fichte, Schelling, Hegel, og Novalis i løbet af 1780'erne og 1790'erne. Den tyske bevægelse kaldet tysk idealisme udviklede sig fra Kants teoretiske og praktiske skrifter.

Hegel var en af de første store kritikere af Kants filosofi. Hegel mente blandt andet, at Kants moralske filosofi var for formel, abstrakt og ahistorisk. Hegel udviklede således en etik, der på mange punkter var et modsvar til denne. Der var også det problem ved Kants filosofi, at selvom den havde reddet filosofien fra skepticisme efter Humes filosofi, havde den samtidig begrænset, hvad vi som mennesker kunne erkende, hvorimod Hegel skabte en filosofi, der forsøgte at forklare, at vi kan erkende hvad som helst, samt hvordan vi når til den absolutte viden. Men Hegel deler mange af Kants helt grundlæggende opfattelser, i modsætning til senere kritikere såsom Nietzsche eller Russell.

Arthur Schopenhauer blev stærkt påvirket af Kants transcendentale idealisme. Han var dog, ligesom G. E. Schulze, Jacobi og Fichte før ham, kritisk over for Kants teori om tingen i sig selv. For Schopenhauer kunne tingen i sig selv ikke eksistere uafhængigt af den ikke-rationelle vilje. Verden, ifølge Schopenhauer, er selve den ubevidste vilje.

Efter Hegels skrifter fik stor succes og indflydelse, begyndte Kants indflydelse at tynde ud, selvom den atter fik mere indflydelse i 1860'erne, hvor bogen Kant und die Epigonen blev udgivet i 1865 af Otto Liebmann, hvis motto var "tilbage til Kant". I løbet af det tyvende århundrede var der en vigtig genopståen af Kants teoretiske filosofi, hvilket især kommer til udtryk i tekster af Hermann Cohen, Paul Natorp, Ernst Cassirer og Nicolai Hartmann.

Jürgen Habermas og John Rawls er to bemærkelsesværdige politiske og moralske filosoffer, hvis tanker er stærkt påvirket af Kants moralske filosofi. De argumenterede begge, trods relativistiske tendenser i datidens filosofi, for at universalitet er essentielt for en levedygtig moralfilosofi.

Også i samtidens Danmark-Norge fik Kant stor indflydelse for en ny generation af unge akademiske mænd, først med Christian Hornemanns (1759-93) og senere med Johan Erik von Bergers (1772-1833) filosofiske udgivelser, der gjorde op med den herskende lyksalighedsfilosofi, siden bl.a. H.G. Sveistrup som udgav det kantianske tidsskrift Philosophisk Repertorium (1798-99), der havde blandt andre Jens Kragh Høst, Anders Sandøe Ørsted og Hans Christian Ørsted som bidragydere.

Grav

Kants grav ligger i dag i et mausoleum i det nordøstlige hjørne af Königsberg-katedralen. Mausoleet blev bygget af arkitekten Friedrich Lahrs og var færdiggjort i 1924 lige tidsnok til tohundredeårsdagen for Kants fødsel. Oprindeligt var Kant begravet inde i katedralen, men i 1880 blev han flyttet udenfor og placeret i et gotisk kapel beliggende ved det nordøstlige hjørne af katedralen. I løbet af årene blev kapellet forsømt, indtil det blev nedrevet for at kunne blive erstattet af mausoleet, som var bygget det samme sted, og hvor det også ligger i dag.

Graven og dets mausoleum er en af de få kulturgenstande fra tysk tid, der blev bevaret af russerne, efter de erobrede byen. I dag bringer mange nygifte blomster til mausoleet.

Bibliografi

• (1746) Gedanken von der wahren Schätzung der lebendigen Kräfte
• (1755) Neue Erhellung der ersten Grundsätze metaphysischer Erkenntnisse; Ph.d.-afhandling: Principiorum primorum cognitionis metaphysicae nova dilucidatio
• (1755) Allgemeine Naturgeschichte und Theorie des Himmels
• (1756) Monadologia Physica
• (1762) Die falsche Spitzfindigkeit der vier syllogistischen Figuren
• (1763) Der einzig mögliche Beweisgrund zu einer Demonstration des Daseins Gottes
• (1763) Versuch den Begriff der negativen Größen in die Weltweisheit einzuführen
• (1764) Beobachtungen über das Gefühl des Schönen und Erhabenen
• (1764) Über die Krankheit des Kopfes
• (1764) Untersuchungen über die Deutlichkeit der Grundsätze der natürlichen Theologie und der Moral
• (1766) Träume eines Geistersehers
• (1770) De mundi sensibilis atque intelligibilis forma et principiis
• (1775) Über die verschiedenen Rassen der Menschen
• (1781) Kritik der reinen Vernunft, 1. udgave.
• (1783) Prolegomena zu einer jeden künftigen Metaphysik (Prolegomena til enhver fremtidig metafysik, der skal optræde som videnskab (oversat af Claus Bratt Østergaard): Det lille forlag, 2007)
• (1784) Beantwortung der Frage: Was ist Aufklärung? (Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning? (oversat af Kurt Jensen) i Oplysning, historie, fremskridt (s. 71-80), Morten Haugaard Jeppesen (red.): Forlaget Slagmark, 1993)
• (1784) Idee zu einer allgemeinen Geschichte in weltbürgerlicher Absicht (Formodninger om begyndelsen på den menneskelige historie (oversat af Jens Ole Hansen og Kurt Jensen) i Oplysning, historie, fremskridt (s. 81-101), Morten Haugaard Jeppesen (red.): Forlaget Slagmark, 1993)
• (1785) Grundlegung zur Metaphysik der Sitten (Grundlæggelse af sædernes metafysik (oversat af Tom Bøgeskov): Hans Reitzels Forlag, 1999)
• (1786) Metaphysische Anfangsgründe der Naturwissenschaft
• (1787) Kritik der reinen Vernunft, 2. og forbedrede udgave ("Zweite hin und wieder verbesserte Auflage"). (Kritik af den rene fornuft)
• (1788) Kritik der praktischen Vernunft (Kritik af den praktiske fornuft)
• (1790) Kritik der Urteilskraft (Kritik af dømmekraften)
• (1793) Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft (Religionen innenfor fornuftens grenser (oversat til norsk af Øystein Skar): Humanist Forlag, 2004)
• (1795) Zum ewigen Frieden (Den evige fred (oversat af Fredrik Bajer): Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg, 1990)
• (1797) Metaphysik der Sitten
• (1798) Anthropologie in pragmatischer Hinsicht (Hvad er mennesket? Antropologi i pragmatisk perspektiv (oversat af Claus Bratt Østergaard): Informations Forlag, 2015)
• (1798) Der Streit der Fakultäten
• (1800) Logik
• (1803) Über Pädagogik (Om pædagogik (oversat af Bengt Moss-Petersen): Forlaget Klim, 2000)
• (1804) Opus Postumum
• (1804) Welches sind die wirklichen Fortschritte, die die Metaphysik seit Leibnizens und Wolf's Zeiten in Deutschland gemacht hat? (Metafysikkens fremskridt (oversat af Claus Asbjørn Andersen): Det lille forlag 2004)

Se også

Ideer

• A priori
• A posteriori
• Tingen i sig selv
• Den transcendentale æstestik
• Den transcendentale logik
• Transcendentale illusioner
• Paralogismer
• Det kategoriske imperativ
• Antinomier
• Liberalisme
• Tysk idealisme
• Rationalisme

Kritikker

• Schopenhauers kritik af Kants filosofi

Personer

• David Hume
• John Locke
• Arthur Schopenhauer
• Karl Leonhard Reinhold
• Gottlob Ernst Schulze

Andet

• Kritik af den rene fornuft
• Kritik af den praktiske fornuft
• Kritik af dømmekraften

Eksterne henvisninger

• Immanuel Kant på gravsted.dk

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Immanuel Kant" på Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Immanuel Kant
• Immanuel Kant hos Wikisource
• Immanuel Kant hos Wikiquote
• Immanuel Kant's works: text, concordances and frequency list